Projekbeskrivelse

Møbeldesign førte til en uddannelse som møbelsnedker

Camilla Engholm Plesner er blevet udlært møbelsnedker hos Multiform. Hun tæl-ler med i statistikken, der viser en tredobling inden for 4 år af unge, der uddanner sig til møbelsnedkere.

”Jeg har læst møbeldesign, og bagefter kunne jeg rigtig godt tænke mig selv at få fingrene i træet og skabe nogle flotte produkter, som jeg gør hos Multiform,” siger 32-årige Camilla Engholm Plesner fra Ikast, som er blevet uddannet møbelsnedker og har fået fast arbejde i køkkenvirksomheden i Kibæk, hvor der laves håndlavede køkkener.

Her er træskufferne svalehalezinkede, og hver eneste låge har været gennem menneskehænder rigtig mange gange, før køkkenet er færdigt. Snedkeren kender navnet på hver enkelt kunde og der ikke to ens køkkener.

Mange deler passionen for det gode håndværk med Camilla. På landsplan er der sket en tredobling af unge, som gerne vil være møbelsnedkere inden for en fireårig periode.

”Vi har uddannet møbelsnedkere siden virksomhedens barndom i 80’erne, og vi synes, at vi har en forpligtelse til at være med til at uddanne fremtidens snedkere. Derfor følger vi dem tæt – både på skolen og i hverdagen på værkstedet,” siger Klavs Karlskov, som er driftschef på Multiform.

Flere kvinder i faget

”Det er en stor tilfredsstillelse at være med til at lave produkter, som er rigtig godt håndværk, og som nogen har gjort sig umage for at lave. Det er en rar tanke, at kunderne kan glæde sig over deres håndlavede køkken hver dag i rigtig mange år,” siger Camilla Engholm Plesner, som er en blandt efterhånden mange unge kvinder, der har meldt sig under fanerne i det traditionelle mandefag.

Hendes glæde ved at skabe noget med hænderne passer ind i tiden. Det bekræfter fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen fra Future Navigator. Hun siger: ”Vi kan lide tanken om, at køkkenet er lavet fra bunden og med omtanke – også for miljøet gennem materialevalg. Det er ikke tilfældigt, at vi ser et boom i antallet af unge, som gerne vil være møbelsnedkere. Vi søger det originale og det ægte, som er lavet af mennesker og ikke robotter.”

Klassikere er i høj kurs

Camilla Engholm Plesner tror også, at traditionen for danske møbelklassikere har betydning for søgningen til uddannelsen.

”Danmark har fostret mange stolte møbelklassikere. Hvem vil ikke gerne være med til at skabe fremtidens klassikere? Jeg vil i hvert fald gerne,” siger Camilla Engholm Plesner, som til sin svendeprøve lavede et flot jalousiskab.

Længslen efter det originale mærkes hos Multiform: ”Vi oplever en ny og stærk holdning til at købe håndbyggede køkkener. Det gælder ikke bare i Danmark, men også internationalt. Derfor har vi investeret i at udvide snedkeriet og indkøbe nye maskiner, så vi kan følge med efterspørgslen i fremtiden,” siger Lars Bay-Smidt, direktør i Multiform.