Fra gammelt baghus til moderne drømmehus

Der var hul i taget i det gamle baghus fra 1930'erne, og baggården var kendt som en af byens skumle adresser. Det store skrummel af et baghus havde stået tomt siden slutningen af 00'erne, da arkitekt Jesper Therkildsen og hans kone Karin overtog det og skabte et drømmehus med skræddersyede luksusløsninger.

Synlige konstruktioner, murværk og spær - og hul i taget

”Jeg kunne se, at bygningen havde nogle særlige proportioner og en form, som er utroligt spændende, og så er oplevelsen af den her gamle lagerbygning med synlige konstruktioner, murværk og spær fed at arbejde videre med,” fortæller Jesper Therkildsen, der som arkitekt er vant til at tænke både kreativt og konstruktivt. Han havde på det tidspunkt allerede bygget flere hjem til sig selv og sin familie, senest et moderne hus med udsigt til et af Fredericias fineste naturområder. Og nu havde han altså kastet sit blik - og sin kærlighed - på et forfaldent baghus i byen med hovedgaden til den ene side og Fredericias grønne volde til den anden.
Det her hus passer til os – lige præcis der, hvor vi er nu.
Jesper Therkildsen,
arkitekt

”Karin og jeg boede flot, faktisk rigtig flot, i vores forrige hus, så det her hjem skulle blive mindst ligeså godt. Helst bedre. Grundlæggende ville vi gerne have vores liv, hverdag og arbejde til at hænge bedre sammen, og det kunne vi her, fordi Karin kunne indrette sin klinik i forhuset mod gaden, mens jeg kunne have tegnestue her i baghuset. Jeg tror ikke på, at man kan tegne et hus til hele livet. Hver alder har sine behov, og det skal man ikke tage fejl af, og vi er der nu, hvor livet bare skal leves fuldt ud”, siger Jesper Therkildsen.

Derfor er der skruet op for livsnyderiet i huset, der med sine 370 kvadratmeter både har fået plads til både hjemmebiograf, dartbane, motionsrum, vinkælder og walk-in.

Nyt og gammelt taler smukt sammen i køkkenet

Det store køkken-alrum har haft stort fokus lige fra begyndelsen. Med fritlagte bjælker og råt murværk, der trækker spor til bygningens fortid og som går i dialog med snedkerkøkkenet fra Multiform, der er designet i samarbejde med Per Larsen, Multiform Horsens.

”De kvadratmeter vi har, dem har vi forsøgt at bruge, ikke på en masse små rum, men ved at skabe nogle flotte og særlige rammer og oplevelser. Vi har hævet overliggeren for projektet flere gange undervejs og har valgt de bedste materialer, det fedeste køkken. Vi har brugt meget plads på den store åbne trappe, og jeg har brugt en masse energi og en lille formue på at skabe lys i særklasse, både inde og ude. Samtidigt har vi haft et ønske om at bevare så meget af den oprindelige bygning som muligt og at bevare rammerne på en måde, så det stadig ser lidt gammelt ud. Men det at få en håndværker til at bygge noget skævt med vilje, det er altså svært,” griner Jesper Therkildsen.

Der er ingen kompromisløsninger i det gamle baggårdshus

Køkkenet vidner om, ligesom resten af baghuset, at Jesper og Karin ikke er gået på kompromis. Hverken med æstetik, personlige løsninger og materialer. Gulvene er lagt med brede Dinesen planker i Douglas Pine, og indretningen smager af et liv, hvor nydelsen er i fokus og hvor rammerne spiller en aktiv rolle i det liv, som Karin og Jesper så for sig, da det gik i gang med baggårdsprojektet.

”Æstetikken i den gamle bygning har ledt os et godt stykke hen af vejen, og de rustikke vægge og synlige konstruktioner har præsenteret os for nogle særlige muligheder. For mig har det hele tiden været et spørgsmål om at fremhæve kontrasterne, for det er dér, det spændende sker. Derfor er køkkenet en kombination af elementer i røget eg, stål og hvidlakeret træ, der står i kontrast til de rå murværk. Rørene til emhætten er ikke skjult, men synlige og med til at skabe den her industrielle vibe, som bygningen rummer.

Designet af køkkenet er opstået i sammenhæng med rummet, og det handler jo om mere end bare et nyt køkken – det handler om at skabe et rum. Derfor valgte jeg at bruge Multiform, der kan levere den kvalitet, som jeg synes, at de her rammer fortjener. Samtidigt er jeg vild med overfladerne og kvaliteten i Multiforms elementer – og at de rummer en fleksibilitet, som giver mig mange muligheder som arkitekt. De praktiske løsninger er valgt ud fra de funktioner, vi ønsker som familie. Det er her vi kobler af og mødes, og vi er ikke for fine til at se en film, mens vi spiser,” forklarer Jesper.

Skulle jeg gøre det hele om, så ville jeg ikke ændre på noget – og det er en fed fornemmelse.
Jesper Therkildsen,
Arkitekt

Det er i kontrasterne, at det spændende sker

”Det har, for nu at bruge en kliche, virkeligt været som at flytte ind i en drøm. Virkeligheden har oversteget vores forventninger, og vi har fået nogle fantastiske rum, der i den grad giver glæde i hverdagen. Skulle jeg gøre det hele om, så ville jeg ikke ændre på noget – og det er en fed fornemmelse.

Samtidigt er livet er blevet så meget nemmere, efter vi er flyttet ind til byen. Vi har alt inden for gå-afstand, både byliv og grønne rekreative områder ved voldene bag os. Forleden havde jeg min bil på værksted, hvor mekanikeren sagde til mig, at bremserne på bilen var ved at ruste, og at vi skulle til at bremse noget oftere. Vi kører sgu aldrig i den mere!”

Glæd dig til at opleve mere af huset

Hele 24 kvadratmeters velvære og hverdagsglæde har Jesper og Karin i deres store badeværelse, der støder op til soveværelset. Vi glæder os til at vise dig mere af huset.