For 23 år siden købte Kim og hans familie et Multiform køkken til deres hus i Aabybro. I dag er huset ved at blive bygget om, efter at børnene har forladt reden. Køkkenet bliver åbnet op, men det er stadig det oprindelige Multiform køkken, som lever videre i en opgraderet udgave og i ny opsætning.

”Det var min kone, der dengang forelskede sig i Multiform køkkenet. Jeg husker, at jeg syntes, at det var dyrt og foreslog et langt billigere. Men jeg lod mig overtale, og i 23 år har jeg ikke justeret en skrue eller gjort noget som helst ved køkkenet. Det står stadig virkelig flot og er jo helt klassisk. Det smider man da ikke ud,” konkluderer Kim.

Han har endda sørget for, at familiens køkken nu kan vokse. For godt 7 år siden så han et brugt Multiform køkken i Den Blå Avis. Det hvide køkken med mahognikanter i modellen Form 1 var magen til familiens eget køkken, og han tænkte, at det var rart at kunne bygge køkkenet større engang. Derfor spændte han traileren bag bilen og kørte fra Nordjylland til København for at nedtage det brugte køkken. Siden har det været opmagasineret og nu indgår en del af elementerne i familiens ombyggede køkken.

En langtidsholdbar investering

Kim sammenligner familiens klassiske Form 1 køkken med et klassisk møbel, som får patina med tiden og måske har brug for et nyt polster, hvis det er slidt, men jo ikke ender på affaldspladsen.

”En håndværker sagde engang til mig, at en høj pris hurtigt er glemt, hvis køkkenet er godt, mens et dårligt køkken hele tiden skaber irritation. Og det har han helt ret i,” fortæller Kim.

Stærk tendens – køkkenet lever videre

Multiform i Aalborg solgte køkkenet til parret for 23 år siden, det er også her, at den nuværende indehaver, Jannie Kjær, hjælper parret med rådgivning, design af en køkkenø, nye tegninger for hele køkkenet samt fx nye bordplader. Køkkenet får også nye hvidevarer samt fx en Quooker.

”Kim og hans familie er langt fra alene. Vi oplever en stærk tendens i forhold til at tænke bæredygtighed. Rigtig mange vil gerne genbruge Multiform køkkenet, fordi det har en fantastisk kvalitet og desuden er helt klassisk og dermed tidløst. Det kan være familiens eget Multiform køkken, der bliver genbrugt og opgraderet. Vi ser også, at flere og flere brugte Multiform køkkener skifter ejer, bl.a. via vores egen hjemmeside. Vi er stolte af vores køkkener, og derfor hjælper vi gerne med at opgradere eller supplere køkkenet, så det kan bringe glæde i mange flere år,” siger Jannie Kjær.

Multiforms køkkener er klassiske og lavet til den enkelte kundes behov – ofte med forskellige specialløsninger. Derfor kan Multiform selv mange år efter hjælpe kunderne med at få suppleret køkkenelementer, skuffer eller andet.

God rådgivning

Familien Nielsen omgiver sig gerne med klassiske møbler og ting i høj kvalitet.

”Vi kan godt lide tanke om, at et rigtig fint køkken som vores bliver brugt igen. Det er umagen værd at forandre køkkenet fra et traditionelt u-formet 90’er køkken til et stort åbent køkken, som passer til os i dag,” siger Kim som fremhæver, at transformationen bliver vellykket, fordi familien får professionel rådgivning fra Multiform i Aalborg.

”Det er en fornøjelse at få rådgivning af en stærk fagperson, som er stolt over sit produkt og ønsker at give det nyt liv – akkurat som vi gør. Det er vigtigt at have en designer, som kender produktet ud og ind og kan se løsninger og muligheder med de elementer, vi har i kombination med nye delelementer,” siger Kim.

Han ser det som et udtryk for sund fornuft og respekt for et håndlavet køkken at genbruge køkkenet. ”Og så handler det selvfølgelig også om, at vi er blevet mere opmærksomme på at passe bedre på jordens ressourcer. For os er det ikke et mål at købe og smide væk – tværtimod. Det giver da en rigtig god fornemmelse i maven at fortælle andre, at det fine køkken faktisk har 23 år på bagen.”