Den gamle præstegård fra 1911 havde i mange år været brugt som institution, inden familien på fem overtog og gik i gang med at renovere den historiske og bevaringsværdige bygning i Sønderjylland.

De originale terrazzogulve fanger straks blikket, når man træder ind i den store hall. Moderniseringen af præstegården er sket med stor respekt for husets sjæl og arkitektoniske udtryk, og hvor det har været muligt, er de gamle elementer istandsat og bevaret. Præstegårdens oprindelige, indvendige døre med smukke sandblæste blomster, terrazzogulvet og den gamle radiator med sirlige krummelurer, der står i husets hall, bringer historien med ind i den store private bolig på 345 kvadratmeter.

Familien har haft fokus på at bevare det originale og kombinere det med det funktionelle igennem hele huset, men det gamle terrazzogulv i køkkenet stod ikke til at redde, og det gamle institutionskøkken havde ikke meget charme over sig. Det klassiske Form 1 snedkerkøkken i eg med bordplade i Pietra Grey marmor er designet i samarbejde med Multiform Kolding og har de klassiske linjer, der gør, at det falder naturligt ind i den gamle præstegård.

Gennemført klassiske linjer

Det klassiske Form 1 design i eg er også anvendt på master-badeværelset på husets førstesal, så der er en gennemgående designlinje igennem hele huset. Også her er de gamle døre med sandblæste blomster og terrazzogulvet på gæstebadeværelset bevaret.